Udstillinger, sådan kommer du i gang.
Vil du udstille din hund, må du først sikre dig at det nu er en god ide. Det bør een du har tillid til kunne hjælpe dig med ~ din opdrætter eksempelvis. For selv om du har købt en fin racehund hos en dygtig opdrætter er det – desværre – ikke sådan at, alle bliver topmodeller.
Er der givet grønt lys, skal du, om du har en race der kræver pelspleje, sikre dig præcist, hvornår der skal gøres hvad. Så det er ikke for tidligt at planlægge udstillingen 4-6 måneder før. Er der brug for en dygtig klipper/trimmer skal du finde frem til en sådan. Det foregår bedst ved anbefaling fra nogen indenfor racen, der ved hvad det drejer sig om. Uha, svært, hvordan ser de ud? Så han det være din hund er for tyk eller for tynd. Vejledning omkring fodring. Har din hund psyke til en hundeudstilling, ellers træn den til at færdes steder med megen ‘trafik’ og støj – og andre hunde. Du kan i DKK-regi melde dig til speciel ringtræning – udstillingstræning – se under DKK-kredsene, i bladet, HUNDEN og på Dansk Kennel Klubs hjemmeside www.dkk.dk . Kurser er en god hjælp – også selv om ikke er helt nybegynder. Men igen – vær ude i god tid.
Det er de forberedelser du skal overveje at have i gang ca. et halvt år før udstillingen.
Certifikater, certifikater og certifikater…
Hvilke udstillinger er der så. Der er mange. Meget kort fortalt er der DKK’s internationale udstillinger her kan alle hunderacer deltage og opnå internationalt certifikat (CACIB). Så har DKK et par nationale udstillinger, alle racer men som regel nordisk certifikat. Så afholder specialklubberne deres egne certifikatudstillinger alene – eller sammen med nogle andre specialklubber. Herudover er der skuer, eller uofficielle udstillinger – her kan man ikke vinde certifikat. Certifikater – alt drejer sig tilsyneladende om certifikater. Det er dem man samler til at blive champion. Der gives kun et certifikat til bedste han og et til den bedste tæve i hver race, så det er ikke det, du skal lægge din hovedkoncentration i til at begynde med.
På DKK’s website www.dkk.dk kan du finde en udstillingsoversigt over årets udstillinger. Hos specialklubben holder man sig orienteret om specialklubudstillingerne. Udstillingerne annonceres også i bladene og på hjemmesiderne. Man noterer sig anmeldelsesfristerne. Man tilmelder i god tid via www.hundeweb.dk .
Ca. en uge før udstillingen modtager man pr. mail et PM samt ens udstillingsnummerslap. PM’et fortæller hvor mange tilmeldte der er, hvornår bedømmelsen starter, hvilken ring ens race skal bedømmes i, der er en tegning over placeringen af udstillingsringene. Læser man det hele omhyggeligt igennem, får man de nødvendige data.
Dagen før dagen…
På udstillingsdagen står man op i rigtig god tid, ordner sin hund og sig selv. Det er god ide aftenen før at lægge alt det frem man skal have med. Hundens stambog, vaccinationspapirer (hundesygevaccinationen må ikke være ældre end to år), nummerlappen en stor sikkerhedsnål eller en decideret udstillingsklips (han købes på en stand på selve udstillingen), hundeskål, børste kam og andet nødvendigt udstyr til hundes soignering, mad & drikke, og måske en let klapstol. Man har købt en nydelig udstillingsline i en farve der passer til hunden. I velassorterede hundebutikker kan de sagtens hjælpe dig med dette.
Når man ankommer til udstillingen I GOD TID (mindst en time før bedømmelsen starter). Katalog findes online via Hundeweb og kan ses 2 timer før bedømmelserne begynder, der kan man se alle de tilmeldte hunde. Kan man ikke lige finde ringen, man skal bedømmes i, spørger man de folk der står ved indgangen, de er altid meget venlige og hjælpsomme.
Ved udstillingsringsiden gør man sig et overblik. Ved ringsiden står en skilt, her kan man læse hvilke racer der bedømmes i ringen, og hvor mange. Man kan nu se, hvor langt dommeren er i bedømmelsen. Man kigger sig lidt omkring, måske er der nogen man kender, der kan hjælpe dig lidt undervejs. Vis hensyn til de andre udstillere. Er din race ikke påbegyndt bedømmelsen, så hold dig lidt i baggrunden til der bliver plads ved ringsiden. Husk at holde to meters afstand fra ringsiden, når du slår dig ned.
Når bedømmelsen starter på din race, er du opmærksom. Få evt. hjælp til at finde ud af hvornår du skal ind.
Er man heldig at have god kontakt til sin opdrætter, kan man måske være heldig at opdrætteren fremviser hunden i ringen – eller “handler” den, som det hedder på nydansk. Det er ikke umuligt at vise sin hund selv, men har man overhovedet den mindste chance for at få vist hunden frem af én, der er dygtig til det så sig ALDRIG nej. Der er ingen grund til at din hund ikke skal have alle de chancer, den fortjener, for at blive vist til sin fordel. Man kan øve sig på ringtræningskurser, i sin have eller i parken. Hvis ikke opdrætteren har mulighed, kan han eller hun måske hjælpe dig med at finde en anden, som kan vise din hund frem.
Held og lykke..
Skal du selv ind i ringen og vise din hund frem, så prøv at holde øje med hvordan de gode handlere gør, prøv at gøre ligedan. Noter dig, hvor hunden bedømmes i ringen – skal den op på et bord (små racer) læg mærke til hvilken vej, den skal vende. Vær rolig, men opvakt, skæld ikke hunden ud, læg mærke til hvordan den reagerer på dig, undgå at bukke dig ned over hunden, hav en godbid parat – men kun hvis den ikke sætter sig for at få den. Hunden skal være glad og frisk – det skal du også. Hold øje med hvad der sker i ringen, stå ikke og tal med de andre i ringen eller udenfor ringen. Tal ikke med dommeren medmindre, du bliver spurgt om noget. Spørg ringpersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. Når hunden skal vises i bevægelse, find det tempo, hvor hunden går raskt til uden at galopere. Er der løber på gulvet, prøv at lade hunden gå på den og du selv udenfor. Hav ikke flagrende gevandter på, der forstyrrer dommeren. Overvej om den farve tøj du har på fremhæver eller konkurrerer med hundens farve. Hav ikke træsko eller for høje sko på. Se pæn ud uden at være prangende. Udgør et pænt par.
Der er skrevet en udmærket bog ”Hunden på udstilling” læs den.
Husk at indenfor enhver sportsgren skal der være plads til alle – og til store og små ambitioner.
Man kan tage det som en weekendudflugt – eller som det helt store konkurrence, hvor man sætter alt ind på at vinde. Uanset hvad du vælger, så husk at al begyndelse er svær, og at alle er startet ved begyndelsen. Brug de gamle garvede udstillere, spørg dem til råds – vær ikke genert. Man bliver aldrig klogere eller bedre, hvis man ikke tør erkende, der er noget man ikke ved eller ikke er så god til, bare kom i gang.
God fornøjelse.